Luk fuldskærm

Melsted Langgade 34

3760 Gudhjem


SOMMERHUSET MANGE HAR DRØMT OM, ER NU KOMMET TIL SALG

Der findes huse, som bliver siddende i hukommelsen længe efter, man har passeret dem. Huse, som kalder på én og med sin blotte fremtoning sætter en lavine af associationer i gang - alle omhandlende drømmen om den allerbedste danske sommerdag. Melsted Langgade 34 er ét af de huse.

Med sin placering højt hævet over klipperne mellem Melsted og Gudhjem har sommerhuset i over et århundrede været et pejlemærke for alle, der færdes på denne strækning. Oprindeligt opført i 1923 på bestilling af kunstneren Jais Nielsen og tegnet af arkitekten Ivar Bendtsen, har sommerhuset i fire årtier dannet ramme om et liv i skabelse og skønhed fra sin herres hånd. Og det mærkes. I lyset, i materialerne, i roen.

Fra vejen løfter man blikket op mod det stråtækte hus med de karakteristiske, sprossede vinduer – nogle så store, at det føles som om havet selv står i døråbningen. Inde folder huset sig ud i forskudte plan, med fire en halv meter til loftet og gamle bræddelofter, der understreger et overskud af ressourcer på så mange planer. En stor, hvid, svensk porcelænsbrændeovn står som et roligt midtpunkt og spejler udsigten mod havet. Her er æstetikken ikke konstrueret – den er iboende.

Det ældre fyrretræskøkken er bevaret, og selvom tiden er gået, står det stadig som en lille omage gestus til håndværket. De nuværende rammer rummer to regulære soveværelser, det ene med balkon og udsigt helt ned til Svaneke. Men huset kalder også på nye idéer – og det er oplagt at tænke i flere værelser.

Grunden er som et eventyr. En sand hemmelig have omgivet af stengærder og klippeformationer, der naturligt afgrænser og samtidig åbner sig mod horisonten. Hav, hav og atter hav - og så lidt den helt særlige bornholmske kystlinje. Overalt. Her er små solkroge, skjulte læ, et fint drivhus hvor en af havens figentræer vokser op af gavlen, et smukt udhus med sprossede vinduer – og en garage. Et ferskentræ trives uventet godt i dette kystnære paradis, hvor både mennesker og planter får lov at folde sig ud i fred.

Det er ikke uden grund, at mange i årenes løb har drømt om netop dette sted. For det er ikke blot et sommerhus. Det er et stykke dansk arkitekturhistorie, et hjem for drømme, længsler og håb om at give sine nærmeste den allebedste danske sommer i byen over dem alle, og en uforlignelig placering, hvor alt synes at stå stille – bare et øjeblik længere.

BLIV KONTAKTET


FØLG OS PÅ INSTAGRAM